Efter tre års forberedelser sniger premieren sig ind på os. Rusland er stadig min største besættelse. Rusland er et kort over min begrænsning og min uformåen. Jeg tog til Rusland for at kortlægge verdens største land og kom hjem tændt af et uudslukkeligt begær efter mere, mere, mere Rusland! Mit forhold til Rusland kan beskrives som den tidlige forelskelse. Rusland er manden, jeg ikke kan forstå og som jeg forsøger at erobre med altid nye strategier. Jeg lokker. Jeg smigrer. Jeg påstår. Jeg lyver. Imens mærker jeg min egen trang til kontrol og min frygt for at tabe, fygten for at miste overblik og fodfæste. Og først når jeg har mistet grebet står jeg midt i Rusland og midt i kærligheden.
Begær er en sjov størrelse: det besidder en stor åbenhed, en stor potentialitet, fordi man er nysgerrig og vil have mere og mere og mere. På den anden side er begæret også begrænsende, fordi man måske i højere grad vil have forestillingen om den anden end det, den anden er og bliver til i sin menneskelige forandring. Begær er besættende: man bliver nødt til at fastholde den anden i en bestemt form for at kunne erobre ham. Man kan ikke besætte vand. Man kan kun besætte land, der er fastlagt med koordinater. Når begæret bliver besidderisk, kalder jeg det for imperialisme. Imperialisme er både en storpolitisk gestus og en menneskelig relation. Det er en ekspansiv politik, der forsøger at dominere den anden. Jeg synes, det er sjovt at tale om imperialistiske gestusser i et pasifistisk land som Danmark: vi har siden 1864 ikke forsøgt at tage noget fra nogen eller kræve vores ret – i hvert fald ikke geografisk. Men kan vidensproduktion og eksport af idealer, systemer og design ikke også ses som en ekpansiv politik, en måde at besætte og dominere andre kulturer og lande på?
Imperiet drømmer våde drømme om Ruslands uimponerede kæmpeskød, der byder sig til om natten og i historiebøgernes upræcise nostalgivæv. Sovjet, Sovjet, stønner Imperiet, mens det prikker badges med Lenin som barn ind i hendes baller og suser gennem Vinterpaladsets forsikringer om bladguldsbelagte zarinaer.
Med performancen Rusland drømmer jeg om at tegne et portræt af verdens største land. Men skal jeg gribe fat i Ruslands magtpolitiske historie, dets geografi, der strækker sig over 11 tidszoner og to kontinenter, dets demografiske virvar af etniciteter, myterne om Sovjet eller et billede af en zarina? Skal jeg holde mig til sandheden eller opfinde Rusland som fiktion? Må jeg lyve om historien, når det nu kun er teater?
Det er både et stort ansvar og en stor frihed at sige ’Rusland er…’, fordi vi på den ene side kan udvide vores europæiske blik på Rusland og på den anden side kan begrænse landet udefra gennem fx. gentagelse af stereotyper. Jeg vil ikke fortælle sandheden om Rusland. Men jeg vil gerne invitere jer på en mængde sceniske påstande om, hvad Rusland kan være.
Jeg håber, I kommer forbi. Og jeg håber, I har noget at tilføje.
… se mere påRuslands hjemmeside og på vores arbejdsblog.
Rusland spiller på NYAVENY_ fra d. 26. oktober til 6. november og på Entréscenen i Århus fra d. 12. – 18. november.
