Kunstnerisk forskning: hvad er det?
Bologna-processen kræver akademisering af kunstuddannelserne og lærerne fortsætter deres håndværkslige metodik under det nye label “forskning”; ethvert akademisk institut har et par gratiskunstnere gående i ubrugte lokaler og smykker sig med titlen kunstnerisk forskning, mens de studerende på regeringens opfordring læres op i eventmagerei, performance design og rusters til oplevelsesøkonomien. Jeg mener der er brug for en begrebsafklaring og diskussion af fænomenet – og mit bidrag begrænser sig i denne omgang til scenekunstnerisk forskning.
Er der grund til at kalde det forskning? Da jeg for otte år siden startede med at lave scenekunst og bevægede mig ind på den spirende danske performancescene, hed det, vi lavede independent teater eller eksperimenterende teater. I rammen af vækstlagsfestivalen Vildskud præsenterede jeg med kollektivet Xofia formater, der baserede sig på benspændsarbejde, interaktion og fra produktion til produktion vekslende arbejdsområder, altså baseret på, hvad der idag kaldes devicing. Vores eneste dogme dengang var, at vi aldrig måtte gentage os selv. Alligevel var der nogle gentagelser: vi skabte hovedsageligt forestillinger. Det vil sige præsentationsformater, der varede en god time. Og vi havde lukkede prøveforløb og en produktionsplan og trykte plakater og delte postkort ud. På den anden side skabte vi med Mit Rum! Shh hør nu lige på mig en interaktiv 3 timers performance, hvor publikum vandrede mellem 10-12 individuelle poster, hvor de mødte en performer med tilhørende lydspor i hovedtelefoner. Og vi skabte en durational doku-performance, Søs skal giftes!, over tre dage, der lagde sig før, under og efter kollegaen Søs’ bryllup. Vi lavede en live menneskeudstilling om integration på Hovedbiblioteket på en Kulturnat. Men hold lige fast, der var jo et formål: vi skabte eksperimenterende værker.
Gammel vin på nye flasker? Hvad er forskellen på eksperimenterende og forskende scenekunst? Er den eksperimenterende scenekunst formatet, der holder på en del af rammerne, har et formål og stadig ender med præsentation, hvorimod den forskende praksis lægger vægten på ændring af produktionen, der eventuelt også kan medføre nye præsentationsformer? Som begrebsafklaring vil jeg definere eksperimenterende scenekunst som en afprøvning af præsentationsformer og kunstnerisk forskning som en afprøvning og omdefinering af produktionsforhold. Har man eksempelvis fundet metode – det kunne være at arbejde med hverdagens eksperter, samle tre forskellige kunstarter eller at generere materiale gennem interviews – som man gentagent anvender, er der tale om en eksperimenterende praksis eller måske sågar en industrialisering af en metode, når visse kunstnere har gjort deres “eksperimenterende” dekonstuktionsmaskine anvendelig på enhver bestillingskontekst.
Kortere tidsforløb, ingen forestilling til slut, ny gruppe mennesker undersøger et fremmed felt: hvorfor ikke bare kalde det en workshop? Fordi workshop minder om master class: nogen lærer noget fra sig. Her impliceres et mester-lærling forhold, hvor forskningsprocesserne principielt endnu ikke kender en ideel fordeling af kundskaberne og dermed ikke på forhånd kan disponere taletid og indflydelse. Derudover har workshops ligesom eksperimenter et formuleret formål: vi vil lære at, vi vil finde ud af, vi vil teste om… for så at implementere resultatet i egen generelle praksis eller i en kommende forestilling. Der er ingen grund eller forpligtelse til at formidle resultatet af en workshop: fem kvinder er blevet bedre til at synge, tretten mænd har lært at bygge deres egne hånddukker, en gruppe, der skal lave en forestilling sammen, har lært hinanden bedre at kende.
Allerede med dette forsøg på definition af kunstnerisk forskning er det klart, at begreber som workshop, eksperiment og forskning ofte også forudsætter, implicerer eller resulterer i hinanden, men for at adskille forehavender, kan definitionerne være nyttige. Så jeg holder fast: kunstnerisk forskning baserer sig først og fremmest på ændring af produktionsforholdene. Kunstnerisk forskning er på klassisk vis formålsløs – i første omgang.
Kunstmalere mellem black box og white cube.
Og hvad gør det?
I juni var jeg satsende i CASINO på HAU3 i Berlin: 12 unge internationale performancekunstnere var inviteret til at reflektere over spilleregler i kulturproduktion og i senkapitalismens subjektiveringsproces. Vi var en privilegeret forskningsenhed isoleret fra omverdenen i HAU3 – tre etager med 2 prøvesale, en foyer og en scene – i 10 dage. En enkelt aften midt i forløbet havde vi åbne døre, hvor almindeligt publikum, venner og kolleger kunne kigge forbi og få indsigt i vores undersøgelser. I august var jeg sammen med 7 danske andre performancekunstnere og 2 formidlere i et ottekantet udstillingsrum på Den Frie Udstillingsbygning i København. Under titlen End(less) Theatre arbejdede vi syv dage i kunstrummets offentlighed fra kl. 14-21. Vores rum for produktionsmøder, prøveprocesser og premierer udgjorde ét af seks rum, der tilsammen var Danmarks første performanceudstilling, Merging Grounds. Begge formaterne implicerer med produktionsforholdene en kritik af den bedøvede vane/vareproduktion indenfor kunsten, der ikke betragter produktion som en politisk handling, nemlig en produktion af liv, men reproducerer overleverede strukturer for kunstarbejde. Forskningsarbejdet tager afsked med en romantisk forestilling om kunstneren og insisterer på, at også kunstarbejdet som enhver anden arbejdsform, har brug for fordybelse, nytænkning, vanebrud, pauser og alt dette indenfor en regulær arbejdstid. Kunstnerisk forskning betyder – i hvert fald i disse to tilfælde – at kunstneren ikke arbejder 24 timer i døgnet, at kunstneren arbejder koncentreret syv-otte timer om dagen (i lyset, ikke i nattens mystiske mulm og mørke), at kunstneren læser og forbereder og fordyber sig, at kunstneren bliver forvirret og i tvivl, at kunsteren har brug for kolleger og ikke sidder alene med sine geni-åbenbaringer. At kunstneren får løn som enhver anden freelance arbejder.
Produktionsmøde i panel-klær.
En del af værket i End(less) Theatre blev at publicere – altså offentliggøre, under publikums blik – nye sociale strukturer. Også den uhierarkiske og indimellem træge beslutningsproces var blottet: et publikum udtalte, at der var noget bevægende ved at følge en gruppe på otte mennesker, der klokken 16 besluttede sig for at male og så klokken 17 holdt op, i et rum der var halvt sort og halvt hvidt, for at overholde den kollektivt tilrettelagte arbejdsdag, hvor næste arbejdsopgave var et tableau vivant. Gruppen flyttede sig rytmisk og med største selvfølgelighed fra konkret arbejde over i æstetiske opstillinger videre i mødestrukturer og kritiksamtaler med publikum.
Produktionsmøde i black box'ens hede.
I løbet af ugen fik vi fremmedgjort de daglige produktionsmøder under End(less) Theatre: produktionsmødet blev holdt som paneldebat, hvilket skærpede hvert enkelt udsagn, fordi vi ikke sad overfor hinanden og talte til og i munden på hinanden, men talte i retningen af samme væg, der kastede lyden klart mod de besøgendes entré ind i rummet tilbage mod os; produktionsmødet blev holdt på en bænk for åben dør med ryggen til den besøgendes indtræden; produktionsmødet blev holdt i black box’en med direkte transmission over højtalere.
Kunstnerisk forskning betyder dog også, som overalt i forskningen, at sådanne arbejdsforhold har stakket frist. Syv dage. Ti dage. For kunstneren tillader forskningsformatet uøkonomiske – læs: umiddelbart formålsløse, ikke direkte anvendelige, og meget langsomme – opdagelser, som man ikke turde satse på i en fuldfinanceret produktion: i End(less) Theatre blev jeg forelsket i at se 8 kvinder arbejde sammen. Indtil nu har jeg altid kun haft 1 – 4 performere på scenen. Og jeg ville aldrig stole på impulsen om så mange lønninger i en ikke-hierarkisk produktion, havde jeg ikke gjort mig denne erfaring indenfor forskningen. Noget jeg savnede ved begge forskningseksempler er aspektet tid: tid er penge og når forskning er en umiddelbart ikke-rentabel størrelse, et forbehold som holdt teaterlederen Matthias Lilienthal fra HAU fra at juble over CASINO, så er det svært at argumentere for lange forskningsforløb for mere end én kunstner eller teori&praksisbaseret ph.d.-studerende. Men alligevel: hvilke nye kunstneriske udtryksformer ville der opstå, hvis End(less) Theatre var fortsat et år? Ville enhedens produktion blive kult at følge med i eller ville vi se en forlist kunstnerklike, der længtes efter traditionelle produktioner med mere stress, hierarki, akut anerkendelse, ustabile honorarslatter og skrappe anmeldelser efter klassiske parametre?
Såvidt om formaterne i kunstnerisk forskning set indefra. Udefra set: hvordan mon det var at besøge? Og hvilke publikumspositioner blev der indtaget?
Linkt til Kulturministeriets nye bevilling på 25,5 mio. til Kunstnerisk forskning.
Spektakelstad 