Vi mennesker har empati. Vi kan begribe at dyret har egenskaber. Vi kan beskrive dets reaktioner. Vi har medfølelse. Egentlig er det smukt at vi identificerer os med dyrene. Men jeg får noget galt i halsen hver gang jeg hører argumentet om en human død – som for eksempel er hovedtemaet i Jonathan Safran Foers bog ”Om at spise dyr” (2010). Derimod har den amerikanske forfatter Lydia Davis præsteret et (selv)reflekterende mesterværk med bogen ”The Cows” (2011). Her betragter hun køerne indgående og langsomt, beskriver deres bevægelser helt specifikt og fanger indimellem sig selv i identifikationsfælden og spørger sig selvom, hvem vi selv er, når vi betragter dyr.
Problemet i at vi identificerer os med dyrene er at vi overfører vores egene behov på dyrene. Grisen er ked af det. Hunden er skuffet. Den ene ko er jaloux på den anden ko. Katten spiller kostbar. Hønen længes efter bedre tider. Hesten savner sit føl. Og så holder vi op med at betragte dyrene, som de er. Vi søger ikke længere noget specifikt sprog for deres instinkter og deres adfærd. Det er en form for kolonialisering arterne imellem. Alle bliver som hegemonen i hegemonens diskurs. Jeg er for eksempel ikke sikker på om dyr har langtids hukommelse. Hvis de har, så må en so være traumatiseret over tabet af de knap to hundrede unger, der bliver taget fra hende i løbet af et liv.
Da jeg var på det biodynamiske landbrug Thorshøjgaard ved Dronningmølle i sommer bed jeg mærke i, at mange af køerne stoppede et bestemt sted på hjemvejen fra markerne, når de blev hentet ind i stalden om aftenen. Niels Stokholm fortalte mig, at en ko var død på dette sted for fem år siden. På en lun sommeraften var tyren var hoppet op på kvien bagfra og hun brækkede ryggen og døde øjeblikkeligt. Blodet blev, som det hører sig til indenfor biodynamikken, givet tilbage til jorden. Og måske kan de sansende køer stadig lugte blodet i jorden, måske kan de stadig huske begivenheden.
Jeg tror, vi går glip af dimensioner i sproget, når vi ikke forsøger at søge ord der passer til dyrenes egen adfærd. Det er vel også et spørgsmål om tid og om produktionsforhold: har vi tid til at studere dyrene i dag? Og får dyrene plads og mulighed for at følge deres drifter eller har vi standardiseret deres adfærd?
I min research har det vist sig, at noget af det eneste som konventionelle landmænd, økologer og biodynamikere kan blive enige om, er deres kritik af regler, der ifølge landmændene bliver lavet af mennesker, der ikke har forstand på eller kontakt med dyr. Konstant skal de opfylde nye krav for at være berettiget til EU-støtte. Det mest absurde tilfælde var på Thorshøjgaard hos Niels Stokholms malkekøer. Køerne går ude hver dag om sommeren. De drikker som kameler: en til to lange slurke fra et af de mange bade-drikke-kar, der står på markerne og ved indgangen til stalden, og så har de indtaget litervis af vand. Om sommeren, når det er varmt, kommer køerne op og drikker et par gange i løbet af en dag. Men et nyt EU-direktiv siger, at Niels Stokholm skal montere en drikkekop ud for hver kos opstaldning. Koen skal nemlig have fri adgang til vand lige når den har lyst til det. Det minder jo om en postsovjetisk hamstringsaktionisme! Og, som Niels sagde, med en identifikationsmetafor med modsat fortegn, ville det svare til at vi mennesker skulle drikke vand af en teske. Køerne er ikke interesserede i kopper, det er et menneskeligt behov. Eller – i konventionelle tilfælde, hvor køerne aldrig kommer ud af stalden, i hvert fald et menneskeskabt behov.
Antropomorfiseringen af dyr sker på begge fløje i debatten om kødindustrien. Man kan afskyes over de Auschwitz-lignende slagtemetoder, hvor grise gasses med CO2. Eller man kan glæde sig over at grisene ikke skriger, men er glade indtil de dør: de går ”familie og venner i samlet flok” ind i gaskammeret, som vi fik at vide på rundvisningen på Danish Crown i Ringsted. Det virker ofte som om debatten er mere interesseret i, at vi har det godt med det vi spiser, end at det, vi spiser har haft det godt.
Spektakelstad 