I Gritt Uldall-Jessen og Joachim Hamous iscenesættelse af Gertrude Steins ”What happened” på Får302 er det ikke så væsentligt, hvilke mennesker, der står på scenen, men hvordan de er til.
Jeg kunne skrive: på scenen er to helt unge, street-mennesker, to kunstakademistuderende, to asylansøgere, en kvindelig filosof, en jurist, en musicalstjerne, en svensk grand prix stjerne, en svensk skuespiller, to iscenesættere, en afviklerproducent og overfor disse mennesker er et publikum bestående af mange kvinder omkring de 40, et borgerligt ægtepar (der går i pausen), en indlukker, tre kolleger, en håndfuld studerende, nogle venner… Og jeg skriver listen. Se lige hvor mangfoldig den liste er. Se lige hvor lidt fokus, der er på marginalisering og se lige, hvordan også homogenitet er umulig i denne samling af mennesker. Jeg bliver nødt til at kigge specifikt på menneskene på scenen. Ingen er ofre, ingen er helte. Et par et eksperter og nogle officielt professionelle, selvom alle får løn.
Menneskene på scenen er lidt langsomme. Og nogle gange er de midt i en stram koreografi. De er lidt ude af timing. Og nogle gange er deres timing helt tigth. Nogle af dem er på scenen og siger tekst, de har lært, mens andre holder fest i køkkenet bag scenen. Men alle er professionelle udøvere i kunstens sfære. Jeg tænker, at her praktiseres le partage du sensible (Rancière), hvor alle har potentiel adgang til fordelingen og struktureringen og (om)formningen af den æstetiske sfære. Alle har opholdstilladelse på scenens domæne.
De griner. De er også alvorlige. Og så er der musicalstjernen Caspar Phillipsons smil. Det er det tillærte smil. Det onde musical-smil. Det ved jeg, for han er professionel og jeg har lært at hade det dér værktøjssmil, der skal please publikum. Han kan dét smil, der pleaser det publikum, der har lært at glædes over mennesker, der sælger smil på scenen. Han smiler, når han siger Steins tekst. Han smiler, når han spiller bas. Han smiler, når han sælger øl i pausen. Til mig. Og jeg oplever det som om, han virkelig smiler til mig og til de andre og jeg hader det smil, fordi jeg ved, at ligegyldigt om han er i dyb privat depression eller om han tænker på dansk politik, så kan han smile det dér smil, der virker som om, det er til mig og som om det har strålet i min og andres helt personlige retninger siden Caspar Philipson var barn og havde en barndom, der var god og han spillede fodbold og havde sårskorper på knæene.
Et smil er et smil er et smil. Men hvad er Caspar Philiopsons smil for et smil?
Det sker noget uplanlagt på scenen og Caspar Philipson smiler. Han ser på sine kolleger og smiler. Nogle gange spiller han en vis alvor eller vrede eller forurettethed. Og så er smilet tilbage. Men de andre smiler også til ham: de unge, skuespilleren, asylansøgeren, instruktør 1 og 2, afviklerproducent og adskillige publikummer. Jeg insisterer på at Caspar Philipsons smil er et musicalværktøjssmil. Men noget skurer i min dom, der igen og igen falder som en hammer ned over det dér tandpastasmil: hvad er mit grundlag for at dømme hans smil? Hvilke fordomme forudsættes der for at kunne adskille et skuespilssmil fra et ægte smil? Hvordan kan jeg vide, at Caspar Philipson aldrig ville smile tilbage af egen lyst eller egen fri vilje?
I denne iscenesættelse, hvor Caspar Philipsons smil er omgivet af professionelle kollegaers smil, der har hver sin ”ægte” baggrund uden musical, irriteres grobunden for min sunde fornuft. Min dømmekraft sættes på prøve, når jeg ikke kan bestemme, om menneskene er sig selv eller spiller en rolle. Jeg kan ikke bedømme, om jeg kan stole på det smil. Jeg kan se et menneske smile, men jeg ved ikke, hvem han er. Det her handler ikke om Caspar Philipsons smil, men om mine forudsætninger for at se, læse og oversætte et smil. Og om min trang til at putte et smil i en kasse med kategori på: i kassen med ægte smil eller i kassen med autonome smil eller i kassen med falske smil eller i kassen med biografisk begrundede smil. Hvem skrev kategorier på etiketterne og hvem satte etiketter på de kasser, jeg har til rådighed foran mit blik? Hvem sagde at kasserne var tiltænkt strukturering af menneskenes smil? Hvad får mig til at tro, at Caspar Philipsons smil hører til i en enkelt kasse?
Menneskene er til uden at forblive hverken det, de er i den sociale virkelighed, deres biografi, deres profession eller en iscenesat rolle. ”What happened” skaber med sit rod og sin orden, sin historieskrivning med umotiverede nedslag, med sin klassiske, men malplacerede pause et pligtfrit scenerum, hvor subjektet og dets værensformer står til befriende forhandling bag lettede og lettende og et lidt for let smil.
Spektakelstad 