Jeg tror ikke på blodets forrang. Jeg tror heller ikke på hele nationer af folk med onde intentioner. Da jeg af venstreorienterede venner, der allerede har beskæftiget sig med og rejst i Palæstina længe, blev opfordret til at boykotte Israel og afslå invitationen til at vise ”Schützen” Jerusalem og Tel Aviv, var jeg sikker på at en så principiel handling ikke kunne være løsningen på baggrund af min egen uvidenhed.
Subjektive perspektiver var for mig den eneste måde at insistere på den politiske konflikts kompleksitet, førend jeg eventuelt ville kunne fælde en principiel dom. Jeg ville møde Israel og Palæstina og så tage stilling. Her er en selvmodsigende samling af statements fra samtaler, jeg har haft med israelere og palæstinensere:
Vagten ved det gamle tempel og Al Aqsa Moskeen i Jerusalem siger at det er politik, ikke Islam, der bestemmer at jeg ikke må gå ind i moskeen.
Joav i Tel Aviv siger at Israel var en zionistisk fejl fra begyndelsen og at den eneste løsning er at bombe det hele væk.
Militærtjenesten er ligesom som at betale skat – et bidrag til fællesskabet, siger Ehud på en bar i Jerusalem.
Billedtekst: Ren Monty Python: israelske soldater øver marsch til høj musik fra store speakers foran den vigtige Abraham moske i Hebron under ramadanen.
Siden den anden Intifada har Mohammed ikke længere kunnet sove roligt i Hebron: ved siden af hans soveværelse er en israelsk overvågningspost, der taler i walkie talkie hele natten.
Nadav bor på landet i et hippiekollektiv: han siger at han savner at blive anerkendt på gaden på samme måde som dengang han bar specialenhedens uniform.
Joav siger at han ikke ønsker at hans børn skal vokse op med den generelle israelske offerfortælling og besøge Auschwitz med skolen, men at de i stedet skal vende tilbage til Polen og lære om de specifikke kulturelle rødder, som familien kommer fra.
Ossama på The Palestinian National Theatre i Øst-Jerusalem er træt af ikke at kunne sikre koproduktioner mellem byer på Vestbredden og i Gaza, fordi man ikke kan stole på, om de israelske vagtposter vil lade skuespillere og scenografi passere checkpoints.
Ella, en ung israelsk pige fra den demokratiske skole i Jaffa, siger at det største problem er, at palæstinensere og israelere ikke taler hinandens sprog. Hvorfor lærer vi engelsk og fransk i skolen før arabisk?, spørger hun.
Det handler ikke om at ville begrænse eller true palæstinenserne, siger Dana efter en prøve på teatret i Tel Aviv, men om den generelle sikkerhed, når folk ikke bare kan krydse grænser: når en melding om en potentiel selvmordsbomber kommer over walkie talkien, så lukker vi alle 70 check points og lader ikke en eneste passere før faren er ovre.
Alle indbyggere i Hebron kan se havet på en klar dag, siger Achmed, men næsten ingen har været der.
Jeg er umiddelbart af den mening at lokale konflikter skal løses af de lokale, fordi de har bedst indsigt i deres politik. Men i tilfældet Israel er der tale om en sen politisk og systemisk kolonialisering, som det internationale samfund underskrev efter Anden Verdenskrig. Vi underskrev oprettelsen af en stat med etnisk forrang uden at insistere på lige rettigheder – for eksempel indfødsrettigheder og økonomisk ligestilling – til alle beboere i det geografiske område, der i dag kaldes Israel.
Efter en måneds rejse, hvor jeg ikke har villet tage stilling og efter mange møder og samtaler i Palæstina og Israel, er jeg kommet frem til, at jeg ikke vil støtte institutionelle samarbejder, der ikke tager afstand fra besættelsen i offentligheden. Et af de bedste indlæg om en institutionel boykot leverer filosof og litteraturvidenskabsforsker Judith Butler. Mit samarbejde denne gang har været med teatret Tmu-na i Tel Aviv og festivalen Zirat Machol i Jerusalem, begge støttet af staten, der ikke har positioneret sig offentligt. Naturligvis har mine værter, kuratorerne, en meget kritisk holdning overfor staten Israel, men de er i en økonomisk klemme. Dog har mødet med dem banet vejen til det indblik, jeg ikke vil være foruden og som jeg forsøger at formidle her. De har diskuteret boykot med mig og én af de vigtige pointer er, at vi i Europa, især i Skandinavien, beslutter os for principiel boykot af Israel uden at lytte til de mange stemmer i Israel eller besøge landet. Mine samtalepartnere kalder det ignorance – og det er vel egentlig det sidste man ønsker sig i et demokratisk, oplyst samfund. Allerede imens jeg skriver bliver jeg igen i tvivl: skal en institution bekende sin kritik offentligt eller kan den agere subversivt og samarbejde med palæstinensere for regeringens penge og dermed ændre konflikten fra et ”underjordisk” perspektiv? Ét er sikkert: jeg vil anbefale enhver, der finder det nødvendigt, at tage hertil – til begge lande – og tale med borgerne i deres mangfoldighed. Efterlad turismepenge i Palæstina: det er et meget fattigt land. Og fortæl hvad I hører og ser.
Spektakelstad 