2013 var året hvor selv kunstnerne lærte at tale om penge.
Min kollega koreografen Begüm Erciyas , som i øjeblikket forbereder en koreografi for Euroens immaterielle bevægelser, siger, at det bedste finanskrisen har udløst er, at vi er blevet bedre til at forstå og tale om økonomi. I aftes så jeg performancekollektivet God’s Entertainment‘s nye værk med ægte, men navnløse sans papiers sortarbejdere på scenen, der i bedste mix af wiener aktivisme og brechtsk æstetik bare arbejdede og arbejdede: teatret blev fyldt med puds og støv, de bad om applaus og spillede skuespillere. De tjener 2, 3, 4 Euro i timen og har ingen forsikring eller a-kasse.
I 2013 lavede vi vores egne penge i New York. Lav selv her: http://www.fundred.org/
Vi er ved årets afslutning, 2014 står for døren: det er tid til at gøre status. I januar var Andreas og jeg på besøg hos Flux Factory og No Longer Empty i New York til en Flux Death Match debat om penge. Her handlede det om fundraising og sloganet hed “Money is evil. Make something better out of it”. Under debatten om de prekære betingelser, som kunstnere næsten uden statsstøtte i USA lever under, fik vi kontrast til hvor privilegerede vi er som hhv. schweizisk og dansk kunstner bosat i Berlin. Måske nogle af de heldigste overhovedet, er vi. Sidenhen skete der noget meget interessant i 2013: Lucie og jeg a.k.a Chuck Morris begyndte at tale om penge: hvad er ligeløn, når man som duo bor i hhv. billige Berlin og flænsende dyre Zürich? Hvordan tjener to kolleger det samme, hvis de bor i lande med forskellige skattetryk? Vi skiftedes til at føle os hhv. nærige og snydte og griske. Grimt og med glimt af sandhed. Til sidst blev vi enige. Samtalen resulterede i en nøje gennemregning af faste udgifter, hvilket betyder, at Lucie på papiret – især fordi hendes husleje er så meget højere, på trods af at vi begge bor i treværelses lejligheder med vores partnere – tjener mere om måneden end mig. I hånden, til mad og fornøjelser, har vi det samme. Når vi arbejder sammen befinder vi os sammen: på residencies eller hos hende i Zürich, hos mig i Berlin eller København.
Studerende Julek Kreutzer og Kareth Schäefer (Alumni) fra HZT, hvor jeg til dagligt underviser, inviterede mig allerede i marts til at nedskrive og publicere mine løfter til mig selv: mine løfter til mig selv om, hvordan jeg vil arbejde. Løfter der skrives uden pres fra kontraktskrivning eller forhandling. Her i dag er jeg – efter over et halvt års løse skriverier og sporadiske omskrivninger – blevet færdig med en version, jeg står ved. Den har jeg netop sendt. Den er sat ind nedenfor og kan sammen med andre kunstneres løfter læses på deres blog her.
Drager af Erika Harrsch (2012), se http://www.erikaharrsch.com
Hvorfor er det vigtigt at tale om penge? Fordi en arbejdstager, der ikke taler med sine kolleger om penge er lettere at underbetale. Toni Blair sagde i 1998 at den kulturproducerende arbejder er det neoliberalistiske arbejdsmarkeds rollemodel: hun er fleksibel, kreativ, skelner ikke mellem arbejde og fritid, kræver ikke ferie og pension. Hun er taknemmelig fordi hun får lov til at gøre, hvad hun brænder for. Hun satser og tror på fremtiden, i bedste vækstfilosofiske praksis. Men en investering i fremtiden er ikke en løn. Vi kan – ligesom alle andre arbejdere – ikke leve af taknemmelighed, fordi vi må få lov arbejde med det vi brænder for. Det har den tyske politiske filosof Isabell Lorey skrevet en artikel om, som er uhyggeligt klog i sin analyse og absolut aktuel. De grunde, som Lorey nævner, og mange flere, gør det nødvendigt at kunstnere og øvrige freelancere og projektansatte (ikke blot fra kulturindustrien) forener sig og taler om penge.
Vi bliver alle gamle en dag. Vi bliver alle trætte indimellem. Vi skal måske på barsel en dag. I fremtiden får vi brug for en ulykkesforsikring. Alle har brug for ferie. Det skal vi have råd til. Det skrev vi en tysk popsang om i 2011.
Og her er mine løfter:
I sit and meditate for a peaceful and gratified being as an artist, in front of all the work I already did and with a faith in that the future will bring enough and more than that:
I pledge to keep on acknowledging my academic and artistic practice as a fruitful combination despite the wish of simplification and choice of either/or from my parents, institutions, the art market etc.
As a performer, I pledge to continue working with my body and voice and have a daily practice. I will never forget my writing.
Keiko Miyamori “Typewriter #2”, 2012
As a curator, I pledge to pay fair wages, to create possibilities of discourse and conversation as frame of a presentation and to insure stability around travel, accommodation and rehearsals.
As a performance artist, I pledge to having signed the contract before I start to work. I pledge to offer a contract to collaborators before asking them to work with me. I pledge to honour weekends and holidays. I pledge to make it possible for me and other colleagues to have a family and an artistic career.
I pledge to not work for free and to follow the guidelines of artists unions in the specific countries I work in and for – as employee and employer. A monthly fee in Berlin should be at least 2000€. In Denmark 25.000-30.000 Dk.kr. In Switzerland at least 7000 CFR – these fees are due to official recommendations in 2013 and will change.
I pledge to think about saving for a pension from my thirtieth birthday (which has already past). And to start saving somehow.
I pledge to find out about securing myself in case of falling sick or having a sudden accident, not being able to work.
As a colleague, I pledge to honour collaborators with credits and to work against a solo profile of the performance artist. I pledge to continue acknowledging other colleague artists and recommending them to curators and festivals.
I pledge to talk about working conditions, fees and vulnerability with colleagues and in public. I identify our work as artists not as an exceptional case, but as the role model of freelance workers and therefore carrying a big responsibility of transparency and solidarity.
Penge vi selv laver har mere værdi / fundred.org
Spektakelstad 