Fra den 4. – 14. Januar kastede en af Berlins mest eftertragtede festivaler, Tanztage, sit antidepressive HMI-lys over den tyske hovedstads befolkning. Festivalen præsenterer udtrykkeligt nye koreografer og den 22. udgave var som altid et broget ”frisch-fleisch-marked” for internationale kuratorer, unge og gamle kolleger og helt almindelige berlinere. Jeg var selv til samtlige performances på festivalen med en gruppe BA-studerende fra HZT Berlin, der bloggede om Tanztage ud fra spørgsmålet: hvordan skriver vi om den efemere kunstform dans? Deres blog beskriver de enkelte forestillinger på tysk og engelsk, funderer over hvordan det ville se ud, hvis samtidskoreograferne lavede musikvideoer og diskuterer kuratoriske hovedlinjer her. Fra min side et par observationer af tendenser på tværs af Tanztages 16 premierer.
Stemme
Et gennemgående træk i de unge værker på dansefestivalen er at der bliver talt, stønnet og især sunget: dilettantisk og virtuost, med glimt i øjet og med største hengivenhed. I Marcio Canabarros ”Augury of awry sky” danser samme i en uendelig strøm af release-bevægelser altimens Michiel Keuper synger gudesmukke Patti Smith sange: a cappella, honningblødt, mussestillestående og sjældent nærværende. Beskrivelsen her lyder muligvis tacky, men Keupers meget profane og funktionelle måde ganske enkelt at synge på scenen uden at være mere end en syngende sanger, der indimellem trækker et kabel over scenen eller ændrer scenografiens få elementer (som han i øvrigt også stod for), er enestående. I en anden performance synger den polske danserinde Marzena Krzeminska en arie fra Dido og Æneas og undersøger systematisk bevægelser, der skal give krop til følelser: et nærmest klinisk arkiv af strakte arme mod scenens lampeloft og rullende fortvivlelsesbevægelser, gravende hænder på dansevinylet. Hos den bulgarske performancekunstner Willy Prager synges en fædrelands-schlager på modersmål imens vi på engelsk bydes velkommen til ”The Victory Day”, hvor revolutioners tomme gestik skal repeteres på scenen i et hæsligt-folkeligt show a la Eurovision i 80erne. I baggrunden er en koreansk danser installeret i en nydelig grøn kjole: hun bevæger sig som et ur i Fritz Langs ”Metropolis”, mekanisk, gennem hele showet. Indimellem får hun et fniseflip eller et hosteanfald. Hvad er det nu for en krop?
Dansens verden her i Sophiensæle 2013 er ikke længere det givne sted, hvor ”det talte sprogs usigelige” får krop af dansens naturgivne, ikke-sproglige, sanselige kommunikation. Flotte, dygtige kroppe i takt til smuk musik: glem det. Den engang herskende ideologi om dansen som medium for de primale, emotionelle og libidinøse dimensioner af den menneskelige erfaringshorisont, hører sammen med ideer som oprindelig natur og autentiske motivationer – og til i et andet årtusinde. Dansen her på Tanztage er derimod i flittigt selskab med sproget, som når Roni Katz, Naama Iytel og Anna Jarrige tester et semiotisk game, hvor de holder taler med dans og italesætter hinandens bevægelser: ”Lige nu holder Anna en tale om prostitution,” forklarer Roni Katz på prosceniet ved en af mikrofonerne, imens Anna Jarrige danser poseringer i baggrunden og Naama Iytel er i gang med at danse en tale om Arktis. ”Jeg vil nu holde en tale om hierarkier”, proklamerer Roni Katz og holder sine hænder som en krone på hovedet, mens hun på tåspidser skrider i lige linjer gennem den hvide sal i Sophiensæle.
Revolution
Festivalens samlede dramaturgi spænder over spørgsmålet om en mulig revolution i teatret. To år efter det arabiske forår og med et ekko af det evige emacipationsimperativ i performancekonteksten, åbner Christine Borch med soloen ”One Respiration, Revolution” festivalen med ønsket om – ifølge det trykte program – at ændre verden gennem et fælles rituelt åndedræt. Borch og to kolleger befinder sig på et podium mindende om et stort bord i skridthøjde, kaster sig – klædt i minimale reptillignende urkvindedragter – i rytmiserede åndedræt gennem fødsel, hyperventileren, ekstase og Björk-lignende beatbox’en, imens de svinger med deres lange hår. Bevægelserne synes ikke udelukkende at komme fra det indimellem skræmmende og fascinerende dybe åndedræt, som Borch mestrede med humor og intensitet i en solo i 2012, men også fra en aftalt score, som især de to med-ånder teatraliserer med ansigter og poseringer. En skam, for jeg ville gerne se en fysisk forandring, en revolution af bare en enkelt krop, gennem åndedrættet. Og revolution har Willy Prager, der afslutter festivalen med sit bulgarske show, da også opgivet at indføre på scenen. Han kæmper sig, med koreansk ur(klokke)kvinde i baggrunden og en skinger bulgarsk medværtinde igennem lovende poseringer med røde mini-faner, tomme floskler og bøvet retorik. Billederne fra en mislykket sejrsdag, når for eksempel Prager vakler i cirkler på et hvidt dansevinyl fyldt med selvudtrillede tomater, og senere i et jammerligt pædagogisk forsøg på demokrati kaster tomaterne forsigtigt til publikum, der griber og kaster venligt tilbage, er rørende og fortvivlende. Her på Tanztage er der masser af publikumsinvolvering, stemme og dans: men revolution i teatret en gammel sang, vi bliver triste af at høre igen.
Spektakelstad 